click me

Høring

Byrådet har vedtaget at fremlægge Planstrategien 2019 i offentlig høring i 8 uger – i henhold til bestemmelserne i Lov om Planlægning § 24.

Se Planstrategi 2019 her. (åbner i nyt vindue)

Din mulighed

Hvis du har kommentarer til forslaget til Planstrategien 2019 skal du sende dem senest den "4. november 2019" til Teknik og Miljø.

Det kan du gøre her fra siden ved at skrive din kommentar ind i formularen, hvor du også kan vedhæfte billeder, kort eller andre filer i jpg eller pdf format. Du skal oplyse dit navn og adresse, og en e-mailadresse. E-mailadressen bruges til at sende en kvittering retur til dig, når vi har modtaget dine kommentarer.

Alle kommentarer behandles i Byrådet. Til brug for behandlingen i det politiske system udarbejdes en oversigt over alle kommentarer. I oversigten vil dit navn fremgå sammen med den eller de kommentarer du har sendt os.

Byrådet vil i forbindelse med behandlingen af alle kommentarer tage stilling til om planforslaget skal ændres, før det vedtages.

Hvis du er omfattet af navne- og adressebeskyttelse og du indsender kommentarer er det vigtigt, at du gør kommunen opmærksom på dette.






Hvis du har adressebeskyttelse sæt kryds her: 





Planstrategi 2019 i høring
Kommuneplan 2017
MENU
SØG

Vindmøller



Retningslinjer

Fælles for alle vindmølleanlæg

  1. Ved opstilling af vindmøller og husstandsmøller skal der tages hensyn til nabobeboelse, natur, landskab, kulturhistoriske værdier og jordbrugsmæssige interesser. Ved udskiftning af vindmøller skal der tages samme hensyn til omgivelserne som ved nyanlæg.
  2. Alle vindmøller skal overholde støjkravene i henhold til bekendtgørelsen "Støj fra vindmøller".
  3. Vindmøller i nærheden af internationale naturbeskyttelsesområder skal vurderes under hensyn til de interesser, der skal varetages her.
  4. Der må ikke opstilles vindmøller på arealer, der er omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3 (moser, heder, enge, overdrev og diger mv.), samt inden for byggelinjerne for fortidsminder, søer, åer og kirker. Vindmøller kan placeres indenfor skovbyggelinjer efter en konkret vurdering.
  5. Vindmøller skal placeres minimum 1 gange totalhøjden fra veje, jernbaner og luftledninger. Ved placering mellem 1,0 og 1,7 gange totalhøjden skal der foretages en konkret vurdering.
  6. Vindmøller skal placeres minimum 2 gange totalhøjden fra nationale gasledninger.
  7. På opstillede vindmøller skal holdes i ensfarvede grå nuancer og udføres i ikke- reflekterende overflader.
  8. Set med vindretningen skal møllevingerne dreje med uret.
  9. Vindmøller skal have 3-bladet rotor.
  10. Møllehatten må ikke være dominerende i forhold til den øvrige konstruktion. Harmoniforholdet mellem navhøjde og rotordiameter skal være 1:1,1 – 1:1,35.
  11. Der må ikke være reklamer på møllerne. Dog må producentens logo placeres på møllehatten.
  12. Vindmøller må ikke opstilles inden for 2,5 km fra Ringsted flyveplads.

Store vindmøller

  1. Store vindmøller er møller med en totalhøjde mellem 25–150 meter i totalhøjde.
  2. Der kan ikke planlægges for forsøgsmøller.
  3. Der kan ikke planlægges for møller over 150 meter i totalhøjde
  4. Store vindmøller kan kun opstilles og udskiftes indenfor de områder, der er udpeget til vindmølleområder.
  5. Opstilling og udskiftning af vindmøller i de udpegede vindmølleområder, skal ske på grundlag af kommunal planlægning.
  6. Ved planlægning af konkrete vindmølleprojekter skal der foreligge en grundig redegørelse for vindmøllernes sundhedsmæssige påvirkninger af naboer m.v. både i forhold til vibrationer, gældende grænseværdier for støj og vejledende grænseværdier for skyggekast.
  7. Opstilling af vindmøller, der medfører en relativ stor energiproduktion, vægtes højt.
  8. Projekter der medfører nedtagning af gamle vindmøller, i områder der i kommuneplanen ønskes friholdt for vindmøller, prioriteres højt.
  9. Vindmøller inden for det enkelte vindmølleområde skal være ensartede. 
  10. Vindmøller skal opstilles på en linje med samme indbyrdes afstand, som maksimalt må være 5 gange rotordiameteren og således at deres nav flugter på en ret linje, eller følger terrænet. Ved et større antal møller kan andre opstillingsmønstre accepteres.
  11. Der planlægges ikke for enkeltstående møller.
  12. Store vindmøller skal opstilles således, at de maksimalt giver anledning til 10 skyggetimer pr. år (reel skyggetid) på naboers beboelse og udendørs opholdsarealer i tilknytning til beboelse. Ved overskridelse af denne værdi, skal møllerne standses i det relevante tidsrum.
  13. Afstand til nabobeboelse, skoler og institutioner mv. skal være mindst 4 gange totalhøjden.
  14. Ved opstilling af vindmøller i et vindmølleområde, der er nærmere end 2,5 km fra andre mølleområder, skal opstillingen ske efter en landskabelig vurdering af samspillet mellem vindmølleområderne.
  15. Alle vindmøller med en totalhøjde på 100 meter og derover skal som minimum afmærkes med rød lavintensiv belysning (minimum 10 candela) døgnet rundt. For at opnå 360 graders dækning skal der sættes 2 lamper øverst på møllehatten.
  16. I områder, hvor der er overordnede radiokædeforbindelser, vil tilladelse til opstilling af vindmøller bero på en konkret vurdering af, om møllerne kan forstyrre forbindelsen.

Husstandsmøller

  1. Husstandsmøller er møller med en totalhøjde under 25 meter.
  2. På husstandsmøller kan navhøjden være større end rotordiameteren.
  3. Husstandsmøller kan opstilles i jordbrugsområde og landskabsområde. I større uforstyrrede landskaber og beskyttelsesområder må der ikke opstilles husstandsmøller.
  4. Husstandsmøller, der betjener en enkelt ejendom, skal opstilles i umiddelbar tilknytning til eksisterende bebyggelse på ejendommen.
  5. Opstillede vindmøller skal mindst have en 3-bladet rotor. Nacellen (møllehatten) må ikke være dominerende i forhold til den øvrige konstruktion.
  6. Opsætningen af husstandsmøller kræver landzonetilladelse.

Småmøller

  1. Småmøller er enkelt placerede møller med  et rotorareal på op til 5 m2.
  2. Småmøller kan opstilles i jordbrugs- og landskabsområde på baggrund af en landzonetilladelse. Opsætning i større uforstyrrede landskaber og indenfor beskyttelsesområder kræver en yderligere vurdering af møllens påvirkning af det omgivende miljø.
  3. Småmøller skal opstilles i umiddelbar tilknytning til eksisterende bebyggelse på ejendommen.
  4. Småmøller kan opstilles i byzone under forudsætning af, at støjkrav overholdes.
  5. Småmøller kan ikke opsættes i centerområdet og i den historiske bykerne af Ringsted By.
Mål

Ringsted Kommune ønsker at sikre, at der ved en konkret planlægning for vedvarende energi, herunder vindmøller, tages størst muligt hensyn til det omgivende miljø. Kommunen ønsker samtidig, at fredede områder, skove, landskabeligt- og naturmæssigt sårbare områder, områder med særlige kulturhistoriske interesser, samt by- og byudviklingsområder, friholdes for vindmøller.

Kommunen ønsker at sikre det landskabelige hensyn, således at eventuelle vindmølleprojekter understøtter at der opstilles færre store vindmøller, frem for flere og mindre møller. Dermed sikres det, at produktionen af vedvarende energi optimeres i de udlagte områder. Samtidig sikres, at der kun placeres vindmøller i de mest robuste områder, hvorved påvirkningen fra møllerne minimeres i forhold til det omgivende miljø. Planlægningen for store vindmøller skal koordineres hen over kommunegrænsen.

Ringsted Kommune ønsker af hensyn til kommende naboer til eventuelle nye vindmøller, samt kommunens øvrige borgere, at en konkret vindmølleplanlægning ikke igangsættes, før statens undersøgelse af om der er sammenhæng mellem vindmøllestøj og negative helbredseffekter ved opsætning af store vindmøller, er færdig.

Der vil ved planlægning for et konkret projekt blive udarbejdet rammer for placering af store vindmøller på land indenfor det konkrete område.

Byrådet vil:

  • sikre at der ved planlægningen af konkrete vindmølleprojekter tages størst muligt hensyn til nabobeboelserne, samt vindmøllernes påvirkninger i forhold til naboerne
  • sikre at der ikke planlægges for store vindmøller i Ringsted Kommune før undersøgelsen, "Vindmøllernes sundhedsmæssige påvirkninger" der udarbejdes af Kræftens Bekæmpelse, er færdig
  • sikre at vindmølleudviklingen sker i de områder der er mest robuste overfor møllernes påvirkning.
  • sikre en god landskabelig indpasning af nye vindmøller bl.a. ved opstilling af vindmøller i grupper, og ved at sikre samspillet mellem eksisterende og nye møller
  • friholde større, uforstyrrede landskaber, fredede områder, samt områder med store naturmæssige, kulturhistoriske, landskabelige og rekreative værdier for opstilling af nye vindmøller
  • sikre at nye vindmøller tager hensyn til flyvepladsens indflyvningsplaner
Redegørelse

Staten ønsker at fremme udbygning af en grøn og bæredygtig energiforsyning baseret på vedvarende energi, herunder en udbygning af vindkraft. Således forventes der opført nye møller med en kapacitet på 1.800 MW på land. I samme periode forventes nedtaget forældede møller med en kapacitet på 1.300 MW, hvilket giver en reel udvidelse af vindmøllekapaciten på 500 MW. Som følge deraf er kommunerne forpligtede til at planlægge for store vindmøller og udlægge områder til disse.

I Ringsted Kommune findes der i øjeblikket 18 vindmøller, heraf 4 husstandsmøller med en samlet kapacitet på ca. 9,5 MW. Hovedparten af disse forventes nedtaget i de kommende år. En ny mølle producerer typisk 2-3 MW alt efter type, størrelse og placering.

Vindmølleanalyse

Der kan kun opstilles nye, og udskiftes eksisterende, større møller med en totalhøjde mellem 25 og 150 meter indenfor de områder, der er udpeget i kommuneplanen.

Ringsted Kommune har i 2008 fået udarbejdet en analyse af, hvor der kan placeres store vindmøller i Ringsted Kommune. Denne analyse er lagt til grund for udpegning af vindmølleområderne i kommuneplan 2009. Analysen udpeger 13 områder, hvor det ville være muligt at opstille vindmøller på op til 150 meter i totalhøjde, efter en nærmere undersøgelse af det omgivende miljø. Siden analysen blev udarbejdet i 2008, har bl.a. afstandskravet til overordnet vej ændret sig. Det er således nu muligt at stille møller op tættere på overordnet vej. Det betyder, at område 1 kan udvides væsentligt i forhold til den oprindelige udpegning. Der er siden analysen blev udarbejdet i 2008 ikke sket andre ændringer i udpegningsgrundlaget, der påvirker de eksisterende udpegninger.

Ringsted Kommune har i 2013 fået udarbejdet en revideret vindmølleanalyse hvor der bl.a. er lagt vægt på områdernes robusthed i forhold til indplacering af store vindmøller. Analysen taget udgangspunkt i de udlagte 13 områder samt de ændrede og forbedrede vindmølletyper der er til rådighed i dag. De 13 områder er således blevet revurderet og prioriteret sådan, at kun de mest robuste områder er blevet udpeget i kommuneplanen. Flere af de områder der er blevet taget ud er så små, at der ikke kan stå 2-3 møller. Derudover er det vurderet at produktionen i nogle områder vil blive reduceret da området er tæt på skov m.v. samt sandsynligheden for at skyggekast kan resultere i nedlukning med deraf nedsat produktion. Den reviderede vindmølleanalyse har således udpeget 5 områder i kommunen der er mest robust overfor store vindmøller.

Vindressourcen er nogenlunde ens i hele Ringsted Kommune og de udpegede vindmølleområder, er alle placeret i de mindst kuperede områder i kommunen. Områderne opfylder desuden de lovgivningsmæssige krav om for eksempel afstand, støj og skyggekast. Derudover er der taget overordnede landskabelige, naturmæssige og kulturelle hensyn i udpegningerne.

Der skal foretages en nærmere landskabelig vurdering af, om der kan opstilles vindmøller i områder med en indbyrdes afstand på mindre end 4,5 kilometer. Formålet med at udpege områder, der ligger nærmere hinanden end 4,5 kilometer, skal ses i relation til kommunens ønske om at øge sandsynligheden for, at den lokale vindressource kan blive udnyttet optimalt.

Du kan læse hele vindmølleanalysen pdf vindmoelleanalyse.pdf (8.6 MB).

Møllernes påvirkning af miljøet

Vindmøller skal ifølge gældende bekendtgørelse fortrinsvis opstilles i grupper. Kommunen ønsker som udgangspunkt ikke enkeltstående møller. Opstilling af vindmøller skal ske således, at anlæggene kan opfattes som harmoniske helheder, hvorfor det er vigtigt at stille krav til ensartethed og opstillingsmønster.

Det er ligeledes vigtigt, at møller påvirker det omgivende miljø, herunder landskabet, så lidt som muligt. Derfor stiller Ringsted Kommune krav om, at møller har en rotor med mindst 3 vinger, da disse virker mindre forstyrrende på oplevelsen i landskabet. Der stilles derfor også krav om, at møllerne i farve- og materialevalg fremtræder så neutralt som muligt.

Større vindmøller har en langsommere omdrejningshastighed end mindre møller. Da det samlede antal møller forventes at blive reduceret gennem sanering af gamle og ineffektive møller, forventes det samlede visuelle indtryk i landskabet at blive roligere. Kommunen ønsker derfor at samle effekten i større og mere effektive møller.

Genopstilling

Der kan undtagelsesvist gives tilladelse til genopstilling af en vindmølle udenfor de udpegede områder. I så fald skal der foreligge en særlig begrundelse som for eksempel, at møllen er gået i stykker på grund af lynnedslag eller lignende.


Kontakt

Ringsted Kommune

Teknik & Miljøcenter
Rønnedvej 9
4100 Ringsted

+45 57 62 63 00

teknikogmiljo@ringsted.dk

Interne links

Planportal

Kommuneplan

Lokalplaner (kommer senere)

Sektorplaner

Eksterne links

Planloven

Statslige interesser

Regional udviklingsplan